Branchefokus

Enhance Your Home Security

Mange af de unge piger har på forhånd en masse fordomme om, at en ’rigtig håndværker’ kun kan være en mand. I mødet med vores ambassadører opdager de, at en håndværker kan se ud på alle mulige måder og have vidt forskellige interesser og veje ind i branchen

30-årige Nikita så det aldrig som en mulighed at blive håndværker, men i dag elsker hun sit arbejde som bygningssnedker. Nu vil hun inspirere flere unge piger til at gå samme vej.

Nikita fik øjnene op for håndværksfaget, efter hun i 6 år havde arbejdet som manager i en tatoveringsbutik i Barcelona.

”Jeg blev inspireret af de bygningssnedkere, der byggede i vores tatoveringsstudie. Samtidig var min mand startet på en uddannelse som motorcykelmekaniker. Så jeg tænkte: gud ja, jeg kan da også godt tage en uddannelse, hvor jeg arbejder kreativt med mine hænder,” fortæller hun.

Hun tog hjem til Danmark og startede på snedkeruddannelsen, som hun afslutter til næste år. Det seneste år har hun været i lære som bygningssnedker hos møbelfirmaet Simonsen og Czechura.

”Jeg elsker at arbejde som håndværker, da jeg kan bruge mine hænder til at udfolde mig både kreativt og kunstnerisk. Jeg bygger køkkener og inventar igennem mange store projekter og produktioner, som vi skræddersyr efter kundernes ønsker,” fortæller Nikita og tilføjer:

”Hverdagen er samtidig utrolig varieret, da hvert projekt er forskelligt og nyt. Når en hel dag er gået, føles det kun som en time.”


Blev aldrig foreslået at gå håndværkervejen

Selvom Nikita altid har elsket at arbejde kreativt med sine hænder, overvejede hun aldrig tidligere at tage en uddannelse inden for et håndværksfag:

”Der var aldrig nogen lærere eller studievejledere i folkeskolen, der italesatte for mig, at jeg som pige sagtens kunne uddanne mig som håndværker. Det lå derfor ikke i kortene for mig, da jeg var yngre. Dem der ville tage en uddannelse, skulle i gymnasiet,” fortæller hun.

Netop dette perspektiv forsøger projektet Boss Ladies at lave om på for at tiltrække og fastholde flere piger til håndværkerbranchen:

”Om bare 10 år står Danmark til at mangle ca. 17.000 faglærte i bygge- og anlægsbranchen. Men kun 9 % i branchen i dag er kvinder, og andelen af kvindelige håndværkere i branchen har stort set været uændret de sidste 30 år,” fortæller Nina Groes, der er direktør og stifter af foreningen Divérs, der står bag projektet Boss Ladies. Siden 2018 har de arbejdet på at stimulere piger og unge kvinders interesse for bygge-, anlægs- og installationsbrancherne.

”I dag er det kun 6 % piger, der søger ind på håndværkeruddannelsernes tekniske fag inden for byggeri, teknologi og transport. Det tal arbejder vi målrettet på at ændre. Institut for Menneskerettigheder lavede også en analyse sidste år, der viste, at hvis du som kvinde er en kønsminoritet på de mandsdominerede fag på erhvervsuddannelserne, så er sandsynlighed for frafald 74 %. Derfor samarbejder vi også med erhvervsskolerne om at skabe et bedre læringsmiljø for alle på håndværksfagene,” tilføjer hun.

Vil inspirere unge piger til at tage en håndværkeruddannelse

Boss Ladies består i dag af 303 kvindelige ambassadører, der er lærlinge, udlærte svende eller som er påbegyndt en uddannelse inden for håndværksfagene. Ambassadørerne tager blandt andet rundt på landets folkeskoler og erhvervsskoler for at holde inspirerende oplæg om deres erfaringer i branchen. Flere deler også ud om deres hverdag i håndværkerbranchen på Boss Ladies’ sociale medier.

Nikita blev for et år siden medlem af Boss Ladies og er nu også aktiv ambassadør. Hun har netop holdt oplæg til ’Mini Skills’ for 7. klasser i Ballerup Kommune.

”Jeg vil gerne være med til at vise over for særligt unge piger, at de ikke er dumme, hvis de tager en håndværkeruddannelse, men at de tværtimod kan få masser succes ud af det,” fortæller hun og tilføjer:

”Da jeg var ung troede jeg selv, at en håndværker enten var en tømrer eller VVS’er. Derfor vil jeg også gerne vise de mange forskellige nuancer og muligheder ved at være håndværker. Du kan jo skræddersy din helt egen retning alt efter dine personlige interesser inden for håndværksfaget.”

På Boss Ladies’ Instagramprofil har Nikita samtidig fortalt åbent om, at hun måtte sygemelde sig med stress på sin tidligere læreplads på grund af dårlig ledelse:

”Jeg blev konstant nedgjort i mit arbejde, hvilket gjorde mig utrolig usikker. Det føltes samtidig som et ekstra pres, når man er en af de eneste kvinder. Jeg følte, jeg skulle bevise, at jeg var bedre eller lige så god som alle mændene, jeg arbejdede med, så jeg undertrykte mine følelser i lang tid,” fortæller Nikita og tilføjer, at det tog hende yderligere 6 måneder at genopbygge sin selvtillid, da hun startede hos Simonsen & Czechura. Hun valgte derfor at dele sin oplevelse for at bryde med tabuet i branchen.

”Jeg har heldigvis fået masser opbakning fra kollegaer og andre kvindelige håndværkere, der kunne relatere til min situation. Det betyder meget at vide, at man ikke er alene om det, når vi gennem Boss Ladies deler både positive erfaringer og udfordringer fra branchen med hinanden.”


Nedbryder fordomme om ’en rigtig håndværker’

Ifølge Nina Groes er det altafgørende, at de unge piger har nogle rollemodeller som Nikita, de kan spejle sig selv i. Netop derfor er ambassadørkorpset nøglen i Boss Ladies’ arbejde:

”Mange af de unge piger har på forhånd en masse fordomme om, at en ’rigtig håndværker’ kun kan være en mand. I mødet med vores ambassadører opdager de, at en håndværker kan se ud på alle mulige måder og have vidt forskellige interesser og veje ind i branchen,” fortæller hun og tilføjer:

”Der sidder ofte en pige eller to i klasseværelserne, som overvejer at tage en håndværkeruddannelse. Men måske har de ikke sagt det højt, fordi alle de andre piger skal i gymnasiet. Men gennem besøget fra vores ambassadører, har de pludselig nogen, de kan identificere sig med. Det er den forandring, det er afgørende for os at skabe for de næste generationer.”

Læs mere om Boss Ladies her

John Doe
Doe Publishing
Del:
John Doe is a bestselling author known for his engaging storytelling and exploration of human themes.